Vision for sygeplejen
Sygeplejen i Hormon- og Knoglesygdomme tager afsæt i Fundamentals of Care, Den strategiske ambition for AUH og Evidensbaseret praksis.
Hver patient mødes som et unikt menneske. Det er vores intention, at hver enkelt patient oplever sig mødt, hørt og støttet. Vi rummer patienter fra alle sociale lag, og sætter en ære i at udøve sygepleje til såvel den intern medicinske som den højtspecialiserede patient. Det sygeplejefaglige personale i Hormon- og Knoglesygdomme har en bred viden relateret til den komplekse patient. I komplekse situationer med mange forskelligartede opgaver bevares et højt refleksionsniveau i den tværfaglige opgaveløsning.
Vi er nærværende og holder fokus på sygeplejen. Vi tager initiativer og er positive overfor nye opgaver. Vi udvikler os hele tiden med udgangspunkt i nyeste viden.
Vi forstår og bruger evidensbaseret praksis ved at inddrage den bedst tilgængelige evidens i den specifikke kontekst, som patienten befinder sig i.
Før du starter
Inden du starter i Hormon- og Knoglesygdomme vil du modtage en velkomstmail.
I mailen vil der blandt andet fremgå informationer omkring en digital oplæringsguide ”Guide”. I oplæringsguiden vil der være flere informationer om afdelingen, og du vil have mulighed for at ”møde” nogle af dine nye kollegaer.
Der er ingen forventning om at du har læst alt materiale før du starter i afdelingen.
For nyuddannede nyansatte sygeplejersker
Er du nyuddannet sygeplejerske med ansættelse i sengeafsnittet, er der planlagt undervisning (Kom godt ombord) og supervision sammen med andre nyuddannede sygeplejersker.
På den måde får du viden og mulighed for fordybelse i enkelte af afdelingens patientgrupper, sygepleje og dokumentation.
Kom godt ombord består af to dele.
- Del 1 består af 3 hele undervisningsdage fordelt over det første halve år.
- Del 2 består af 3 halve dage fordelt over det næste halve år.
Du undervises primært af afdelingens sygeplejersker i praksisnær sygepleje fx pleje af fodsår, dokumentation, den udsatte medicinske patient.
Nyansatte sygeplejersker i klinikken, som har weekendvagt i sengeafsnittet, har mulighed for at deltage i dele af undervisningen efter behov.
Tryg og grundig opstart
Som ny kollega får du:
- I sengeafsnittet tilknyttes du den introduktionsansvarlige sygeplejerske, som løbende følger op på din introduktion og individuelle oplæring.
- I klinikken tilknyttes du gerne 2 sygeplejersker. De første fire uger vil du som udgangspunkt have følgeskab med de to sygeplejersker x 1 ugentlig, og der vil løbende blive fulgt op på din introduktion og individuelle oplæring.
- Adgang til en digital oplæringsguide.
- Der vil løbende være samtaler med din leder med opfølgning på din introduktion og trivsel. Efter aftale kan den introduktionsansvarlige deltage i nogle af samtalerne.
Vi sørger for, at du føler dig velkommen, får svar på dine spørgsmål og bliver tryg i dine opgaver.
En arbejdsplads hvor du bliver set, hørt og bakket op
I Hormon- og Knoglesygdomme bliver du mødt med åbne arme – og vi arbejder på at du hurtigt bliver en del af fællesskabet. Vi prioriterer psykologisk tryghed og et godt arbejdsmiljø, hvor du kan være dig selv og sige til og fra.
Tæt og lydhør ledelse og sparring på tværs af faggrupper
Afdelingen ledes af en åben og anerkendende ledelse bestående af cheflæge, chefsygeplejerske og professor, med støtte fra oversygeplejerske og funktionsledere. Der er højt til loftet og let adgang til sparring – også på tværs af faggrupper.
Et stærkt kollegialt sammenhold med plads til den enkelte
Vi har en god spørgekultur og et miljø, hvor det er naturligt at hjælpe hinanden. Her er der plads til både grin, faglig fordybelse og at være sårbar, når det er nødvendigt.
Vi kender hinanden rigtig godt og kan drøfte svære ting uden, at man føler sig udstillet. Vi kan sagtens være ærlige omkring de ting, vi føler.
Fællesskab
Vi prioriterer det gode kollegaskab – både i og uden for arbejdstiden.
Vi har et godt socialt fællesskab, en stærk spørgekultur og et socialt engagement.
Hormon- og Knoglesygdomme holder en årlig tværfaglig sommerfest. Derudover planlægges der oftest deltagelse ved AUH-revyen med fællesspisning samt DHL-stafet i Mindeparken. Derudover er der spontane arrangementer sygeplejersker imellem.
Arbejdstider og vagtstruktur
Vi forsøger at give en høj grad af indflydelse på din egne vagtplan. Du vil blive introduceret til hvordan du afgiver ønske – og hvornår der er deadlines.
I Hormon- og Knoglesygdomme vil vi gerne være en attraktiv arbejdsplads som samlet afdeling. Derfor deles vi om weekender og helligdagsvagter på sengeafsnittet. Som udgangspunkt efter følgende aftale:
Sengeafsnit
Fast weekendrul hver 3. weekend (8-timers vagter)
Klinik
Fast weekendrul hver 4. weekend (8-timers vagter)
Et arbejdsliv der passer til dit privatliv
Der er stor forståelse for familie, fritid og individuelle ønsker og forsøger at tage hensyn i planlægningen.
Kompetenceudvikling
Vi er en afdeling, hvor rum og plads til læring og udvikling prioriteres højt, fordi vi tror på, at det har stor betydning, ikke kun for patienter og pårørende, men også for vores arbejdsglæde og trivsel.
Derfor forventer vi, at du aktivt bidrager til klinisk praksis, fx ved at indgå i refleksion med dine kollegaer, deltage i sygeplejekonferencer og implementeringen af nye arbejdsgange. Vi ønsker en arbejdsplads, hvor der stilles kritiske spørgsmål og ytres forskellige holdninger, så vi i fællesskab kan udvikle os sammen.
Foruden den læring og udvikling, der kontinuerligt sker i klinisk praksis, kan der i forbindelse med din MUS-samtale drøftes muligheder for kompetenceudvikling og deltagelse på kurser og temadage.
Medarbejderudviklingssamtale (MUS)
I Region Midtjylland skal alle medarbejdere tilbydes en årlig planlagt og systematisk MUS-samtale med nærmeste leder. Når du har været ansat i cirka 1 år vil du modtage information om tid og sted for samtalen. Ved samtalen vil du blive kompeteceindplaceret.
Løn
Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst. Ansættelse er betinget af en tilfredsstillende børneattest og autorisation.