Christian Skeel: Sandgul med blå refleksion

Christian Skeel udfordrer vores blik på det genkendelige i værket Sandgul med blå refleksioner. Ved første øjekast ser vi en facade, en lejlighedsbygning med vinduer, hvor himlen spejler sig. Men snart bliver vi fanget i et kalejdoskopisk rum: bygningen gentager sig selv i alle retninger, som var vi fanget inde i en kasse, hvor det velkendte – murværket, vinduesforløbene, den blå himmel – pludselig mister sit faste fodfæste.

Vi er vant til, at billeder kan læses hurtigt. Et blik, og vi har forstået, hvad vi ser. Men Skeel gør modstand mod denne umiddelbare afkodning. Han beder os om at standse op, at dvæle ved de små forskydninger og visuelle paradokser, og at acceptere forvirringen som en del af værkets væsen. Er vi ude eller inde? Hvad er op og ned? Det genkendelige opløses gradvist, og vi konfronteres med et rum, der både er fortroligt og fremmed.

Et fællestræk ved Skeels malerier er netop denne dobbelthed: de trækker på det fotograferede, det umiddelbart realistiske, men strækker det til grænsen, hvor det delvist bryder sammen. Fotorealismen flyder sammen med maleriets stoflighed og materialitet, og billedets rum blander sig med rummet foran det – dér hvor vi står.