Om forskningsprojektet

Personer med leddegigt har en øget risiko for at få hjertekarsygdomme i forhold til personer uden leddegigt. Risikoen varierer dog fra person til person.

COTIRA (Coronary Computed Tomography Angiography In Rheumatoid Arthritis Study) er et nationalt forskningsprojekt, der undersøger, hvilken betydning leddegigt har på udviklingen af hjertekarsygdomme.
Ved at kombinere CT-skanninger af hjertet med den anbefalede screening vil vi undersøge risikoen for hjertekarsygdom hos den enkelte person.

Nuværende metoder

De metoder, vi bruger i dag til at vurdere risikoen for hjertekarsygdom, er upræcise. Det betyder, at nogle får behandling, de ikke har brug for, mens andre ikke får forebyggelse i tide.

Metoder i forskningsprojektet

I forskningsprojektet vil vi derfor bruge både CT-skanning af hjertet og den anbefalede screening for at undersøge, om vi kan finde mere præcise metoder til at vurdere risikoen for hjertekarsygdom hos personer med leddegigt.

Målet er, at hver enkelt person får den rette forebyggelse - på det rigtige tidspunkt.

Ved at samle data fra 2600 personer med leddegigt i Danmark vil vi:

  • Forstå, hvorfor og hvordan hjertekarsygdomme opstår
  • Udvikle bedre metoder til at opdage hjertekarsygdomme

Studiet er en del af et internationalt forskningssamarbejde og har potentiale til at forandre den måde, vi følger og behandler personer med leddegigt på – både i Danmark og internationalt.